Hovedet der Hvisker

HOVEDET DER HVISKER - GYSERHISTORIE PÅ DANSK - BREDEVOORT VAN DEN BERG

I Ny Guineas blodskove hænger en kurv fra en skæv stage. Kurven har farve som gammelt blod, det brunrøde der bliver tilbage når al varme er væk, og indeni sidder et menneskehoved med klare, levende øjne. De åbner sig når du går forbi. Først det venstre, med en tør knagen, så det højre, langsommere, som om det skal huske hvordan man ser. Det har ventet i tusind år.

Hayes har intet tilbage at miste. Det er derfor han fortsætter. Dybere ind. Ind i mørket mellem stammerne hvor skoven tier, og jorden under støvlerne pludselig ikke er jord længere, men aske og ben og marven af noget der har ligget på lur i århundreder. Lyden begynder som en svag brummen i tænderne. En hvisken fra tusinde munde. Kurv hænger ved kurv i lange rækker, og alle hovederne taler på én gang, hvert sit sprog, hver sin smerte.

Ansigter skjuler sig i barken. Fra en grottes gab strømmer et grønt, pulserende skær, en invitation til noget ældgammelt og sultent.

Dette er selve skoven. Dette er floden der flyder den forkerte vej, og lysningen med det fladtrampede græs, trådt ned af fødder der for længst er gået bort men aldrig er forsvundet. Det er pælene. Kurvene. Tænderne der er alt for hvide og alt for mange.

Hver side er en ånde i nakken. Hver sætning et spøgelse der nægter at lade dig slippe. Stien bag dig lukker sig. Luften bliver grå. Og hvisken stiger og stiger, indtil det lyder som mennesker der drukner i mørket.

En litterær gyser på dansk. En psykologisk rædsel for dem der tør lytte til stilheden mellem træerne.

"Hovedet i kurven åbnede sine øjne, da Hayes gik forbi. Ikke begge på én gang. Først det venstre, øjenlåget, der gik op med en tør knagen, så det højre, langsommere, som om øjet først måtte huske, hvordan man ser på en verden, det ikke havde set i tusind år.

Hayes standsede. Hans hånd fandt sit fugtige gevær.

Kurven hang fra en pæl, der skråede ned i jorden, ikke væltet, bare træt, som en gammel mand, der stadig står, men ikke længere ved, hvorfor. Fibrene, den var flettet af, havde farven af gammelt blod, det brunrøde, der bliver tilbage, når al friskhed er væk, når den sidste erindring om varme også er forsvundet. Mønstrene i fletværket lignede årerne på indersiden af et håndled, det fine netværk af noget, der engang levede og endnu ikke har glemt, hvordan man slår.

Hovedet derinde var ikke længere ungt. Håret, der engang må have været sort, var gråt og tyndt, og det stod i små fnug fra hovedbunden som de sidste blade på et træ om vinteren. Huden lå som pergament stramt over knoglerne, så Hayes kunne se kraniets skygge igennem, den glatte overflade af ben, der aldrig var blevet ramt af solen. Men tænderne, der var synlige mellem de tilbagetrukne læber, var for lange, for hvide, for mange til nogen menneskelig mund. De stod i rækker, der ikke passede, tre rækker, hvor der burde være to, og spidserne var skarpe som nåle, der bare ventede på at stikke."